Det er glimrende, at regeringen nu vil sætte turbo på grønne indkøb, men politikerne ser for ensidigt på økologi og klima. Ofte gemmer der sig andre alvorlige problemer i leverandørkæderne, når man køber varer som bananer, kaffe, ris og kakao fra højrisikolande.
Af Michael Jakobsen, Regional Direktør, Preferred by Nature, og Gruppeformand Peter K. Holm, 3F’s Grønne Gruppe
I Danmark er der god grund til, at være stolte af vores ’grønne førertrøje’, ikke mindst den økologiske af slagsen, der i de senere år har sneget sig ind i alt fra supermarkedernes kølediske til skolernes kantiner i stort omfang.
Det er også prisværdigt, at regeringen fornylig lancerede udspillet ’Grønne indkøb for en grøn fremtid’ med en række ambitiøse mål for, hvordan vi gør vores offentlige indkøb endnu grønnere og mere økologiske end de er i dag, blandt andet med en målsætning om 60 procents økologi i de statslige kantiner.
Den offentlige sektor køber årligt varer for 380 milliarder kroner og er derfor en enorm købemuskel, der virkelig kan gøre en forskel, hvis den bliver brugt rigtigt - for eksempel ved direkte og indirekte påvirkning af leverandørkæderne, og de enkelte producenters ageren i forhold til bæredygtighed.
Regeringens strategi med fokus på økologi og afskovningsfrihed er vigtig, men når det drejer sig om importerede varer som soja, palmeolie, bananer, kaffe, kakao, ris og bananer, så mangler strategien ambitioner om at tage hånd om andre vigtige problemer.
Når man køber økologiske bananer fra Sydamerika eller økologisk chokolade fra Vestafrika, risikerer man at overse andre væsentlige problemer, der findes dér, så som børnearbejde, rydning af naturskov og manglende arbejdstagerrettigheder.
Sociale, miljø- og klimamæssige problemer går ofte hånd i hånd i mange af de lande, hvorfra vi importerer landbrugsvarer: Den underbetalte kaffeplukker supplerer muligvis sin ringe indkomst med illegal skovhugst. En plantageejer kan have helt styr på pesticiderne, fordi markedet efterspørger økologi, men han bruger børnarbejdere, når der skal høstes. Og en naturskov drives muligvis efter alle naturplejens forskrifter, men de lokale naboer er blevet afskåret fra deres traditionelle ernæringsgrundlag uden nogen kompensation.
Godt nok nævner regeringen i sin strategi, at man kan ’begynde med soja og palmeolie’ frem mod 2023 og 2025, og at kravene om ansvarlighed i forhold til miljøforhold, sociale forhold og klima på sigt kan ’udvides til også at gælde andre landbrugsvarer, fx kaffe, kakao og gummi.’ Det er desværre ikke ambitiøst nok for en indkøber af statens størrelse, der gerne vil agere ansvarligt.
Strategien tager heller ikke højde for, at mange af de afgrøder, der ikke nævnes, har en betydelig klimabelastning. Tag eksempelvis ris. Udledningen af drivhusgasser i forbindelse med risproduktion svarer til den globale luftfartsindustris samlede CO2-aftryk.
Nu spiser danskerne relativt lidt ris, men skal vi bevare førertrøjen, er vi nødt til at se længere end vores egen næsetip og agere ansvarligt, ikke bare i forhold til soja og palmeolie, men i form af en gennemtænkt 360 graders bæredygtighedsstrategi for alle indkøb til den offentlige sektor.
Staten har allerede krav om bæredygtighed på træprodukter, så hvorfor ikke gøre det samme, når det gælder landbrugsprodukter og produkter, der faktisk driver afskovning? Heldigvis kan regeringen slå flere fluer med et smæk, og sikre at vi går fra grønne til ansvarlige indkøb ved at stille krav om bæredygtighedscertificering for alle importerede landbrugsprodukter.
Certificeringsordninger for bæredygtighed tager som regel højde for alt fra brug af pesticider og sikkerhedsudstyr til governance, fagforeningsfrihed og oprindelige folks rettigheder.
Der er allerede i dag et stort udbud af bæredygtighedcertificeret palmeolie, soja, kaffe, kakao, te, bananer, og ris, og ved at gøre brug af disse ordninger, kan statens indkøb gå i retning af ansvarlighed på kort sigt - måske allerede inden 2023 - for en lang række produkter.
Ved at gøre brug af robuste bæredygtighedscertificeringer som f.eks. FSC, RA, UTZ, RSPO, SBP, SRP, Fairtrade, RTRS mv., kan staten udvide ansvarligheden til at omfatte en bred vifte af sociale og miljømæssige krav, der sikrer mere end blot økologiske produkter.
De bæredygtige certiferingsordninger er ikke et quickfix mod de sociale og miljømæssige problemer, de er sat i verden for at bekæmpe. Men ved at stille krav om, at leverandørerne er certificeret for bæredygtighed, sikrer man at der udbredes ansvarlige standarder i lande, hvor de etablerede systemer svigter.
Hvis vi skal beholde førertrøjen, er det afgørende, at vores politikere også tænker i andre farver end grønt. Fremtidens offentlige måltider bør være fri for både pesticider og børnearbejde.